Elektrofiskeri

Elektrofiskeri

Strøm-vand

Hvert efterår forestår én af årets massive opgaver for Arbejdsgruppen. Næste års opdrætsfisk skal sikres gennem elektrofiskeri i Tuse Å efter gydevandrende havørreder, der skal danne grundlaget for det kommende års yngel.

Elektrofiskeri lyder umiddelbart som en temmelig dødelig form for fiskeri, og det er da heller ikke ufarligt, -hverken for fiskene eller for den sags skyld for fiskerne. 220 volt i skulderhøjde ved elektroden skal håndteres med agtpågivenhed. I Danmark har der gudskelov ikke været dødsfald indtil nu, men i udlandet er der en del elektrofiskere, der er omkommet under elektrofiskeri. Af samme grund skal man have deltaget på et af Danmarks Fiskeriundersøgelsers kurser for elektrofiskeri og tilladelse til dette fiskeri er ikke noget, Forskningsministeriet forærer til højre og venstre. Der er faktisk kun et fåtal om året, der får denne tilladelse. Reglerne vedrørende elektrofiskeri er selvfølgelig strikse, og man skal have en fornuftig grund til at udføre dette fiskeri. Derfor skal Fiskeriinspektoratet adviseres hver eneste gang, man foretager dette fiskeri.

Princippet ved elektrofiskeri er baseret på det forhold, at fisk, -og andre vandlevende dyr, reagerer på elektrisk strøm i vandet ved at bevæge sig hen imod den positive pol i et spændingsfelt, som opstår mellem den positive pol (anoden) og den negative pol (katoden), når man laver et elektrisk felt i vandløbet. Strømkilden er som oftest en benzindrevet generator, som leverer en ensrettet vekselspænding på 220-500 volt.

Selve fiskeriet foregår ved, at elektrofiskeren holder elektroden (anoden) i hånden, mens katoden ligger stationært i vandet, -enten ved bredden eller fra rælingen af en båd. Elektrofiskerens opgave består i at afsøge vandløbets standpladser med elektroden (anoden). Når en fisk kommer ind i spændingsfeltet omkring anoden, reagerer den på den spændingsforskel, der opstår mellem hoved og hale. I princippet forholder det sig såre simpelt, at jo større afstand mellem hoved og hale, des større er spændingsfaldet og dermed fiskens reaktion på dette. Det betyder i praksis, at det er nemmere at fange en stor fisk, end en lille fisk. Afstanden til elektroden (anoden) er selvfølgelig også afgørende, foruden mængden af grøde, sten mm. samt vandets ledningsevne.

Fiskens reaktioner på strømmen forårsages af dens anatomiske opbygning. En ørred har to store muskler (filet’er), én på hver side af rygraden, som via nervebanerne stimuleres vha. elektriske impulser fra hjernen. Når fisken svømmer spændes de to muskler skiftesvis. Når man så under elektrofiskeri danner et elektrisk felt, vil fisken ved lav kropsspænding svømme hen imod anoden, idet musklerne stimuleres på samme måde som når den selv svømmer. Ved høj kropsspænding lammes fisken derimod, idet begge muskler stimuleres samtidigt til at trække sig sammen (elektronarkose). I sjældne tilfælde er sammentrækningen så kraftig, at musklerne trækker rygraden fra hinanden og dermed river nervebanerne over, men generelt skades fisken ikke. Ganske kort tid efter fangsten ”vågner” fisken op igen, det drejer sig ofte om få sekunder, og langt de fleste fisk går slet ikke i elektronarkose, men forbliver sprællevende hele tiden.

Ørrederne, der fanges som moderfisk for årets opdræt af yngel, genudsættes i øvrigt umiddelbart efter de er blevet strøget for sæd eller æg, og er fuldt ud levedygtige efter denne operation, ”kunstige befrugtning”.