Avlsstrategi

Avlsstrategi

TØS´ avlsstrategi

TØS har siden 1982 arbejdet for at genskabe en lokal stor og sund selvreproducerende ørredbestand i Tuse Å systemet, sådan som folk på egnen husker den op til engang i 1950´erne. Skal en stabil bestand sikres på længere sigt er det nødvendigt, at der er en effektiv gydende bestand på mindst 500 fisk. I dette arbejde spiller arbejdet med udsætninger og avl af lokale fisk en stor rolle. Men det er vigtigt at arbejdet gøres rigtigt.

Vi har i alle årene arbejdet målrettet med miljøforbedringer, bestandsophjælpning med udsætninger af afkom af lokale ørreder og med at sikre en bæredygtig fiskeriudnyttelse. Denne artikel handler om arbejdet med bestandsophjælpning og de problemer mht. de arvelighedsmæssige aspekter, som vi i Tuse Å, såvel som andre steder, løber ind i. Vi var foregangsmænd i 1990´erne, hvor der blev udsat rigtigt mange ørreder som supplement til en langsomt stigende naturlig produktion. Siden 2002 er alle udsætninger af yngel og unge ørreder i vore vandløb ophørt, fordi bestanden kan selv. I dag opfisker vi kun ørreder til produktion af 23.000 stk. smolts til mundingsudsætning. Disse opdrættede smolts bidrager dog til gydebestanden (genpuljen) med ca. 30 %, hvorfor det er meget vigtigt, at avlsarbejdet foregår på den rigtige måde.

Der er to forhold, som skal tages meget alvorligt: Stor genetisk variation skal bevares og indavl skal forhindres.
Alle arvelige egenskaber skal bevares (stor genetisk variation)

Det er vigtigt, at også de sjældne arvelige egenskaber hos bestanden, kommer med i avlen og dermed i næste generation. Undersøgelser af ørrederne i bl.a. Gudenå og Karup Å har vist, at bestandene rummer en del forskellige egenskaber (genetisk variation/ DNA typer), og at nogle af disse kun findes hos få procent af gydefiskene.

Sjældne arvelige egenskaber kan imidlertid være af afgørende betydning for bestanden, idet sådanne bl.a. kan kode for tilpasning til lokale forhold. F.eks. har Tuse Å systemet en lille sommervandføring og til tider ekstreme forhold med høj temperatur og lavt iltindhold om natten. Derfor er egenskaber som tolerance for disse forhold vigtige. Andre vigtige egenskaber er, at fiskene må have det rette vandringsmønster i Isefjord/Kattegat så de kan finde hjem ”home” til Tuse Å.

Også “hvilende egenskaber” som resistens for bestemte sygdomme er afgørende vigtige, hvis sygdom bryder ud. På den måde er mange arvelige egenskaber (også de mere sjældne) en forudsætning for bestandens muligheder for at tilpasse sig lokale forhold og klare ekstreme situationer.

Tilpasning er et nøgleord i de kommende årtier, hvor klimaforandringer forventes at påvirke vandmiljøet. Kun en stor genetisk variation giver de mange strenge at spille på, som skal bære bestandene igennem.

Indavl skal forhindres

Indavl forekommer, hvis gydebestanden er lille, og afkommet derfor bliver mere og mere nært beslægtet indbyrdes for hver generation. Herved er der risiko for, at skadelige egenskaber som normalt er vigende (ikke kommer til udtryk), pludselig bliver dominerende, og kommer til udtryk. Det ses ved, at der bliver mange vanskabte individer og dårlig overlevelse i almindelighed.

Hvordan gør vi så det?

Vi skal altså prøve at bevare alle arvelige egenskaber i bestanden og forhindre indavl. Det gøres i praksis ved at anvende et stort antal moderfisk og ved at tilrettelægge selve strygningen og befrugtningen på den rette måde. Dertil kommer naturligvis, at det gælder om at få gang i en stor selvreproducerende bestand, som på helt naturlig vis bidrager med en masse genetisk variation.

Nøgleordet er en stor gydebestand. Dvs. at antallet af fisk som bidrager til næste generation skal være stort. Man taler om ”effektiv gydebestand”, hvor alle gydere bidrager lige meget i avlen. DTU Aqua kræver, at der er en effektiv gydebestand på mindst 50 individer i avlsarbejdet. Altså 25 af hvert køn, hvor det teoretisk skal sikres, at alle hunner giver lige mange æg og alle hanner befrugter lige mange æg. I praksis er det godt at sikre så mange krydsbefrugtninger som muligt – altså, at hver han befrugter æg fra så mange hunner som muligt. I praksis gøres det ved, at alle æg blandes sammen og herefter opdeles lige så mange portioner, som der er hanner.

TØS har anvendt den teknik i næsten alle årene – også før det blev et officielt krav. I nogle år har det knebet med at nå helt op på 50 afstrøgne fisk, fordi nogle ikke bliver kønsmodne og andre er udlegede eller gyder i opbevaringskarrene. Gennemsnitligt er det dog lykkedes pænt, og i 1990´erne brugte vi ofte langt flere end krævet.

Skal alle bestandens arvelige egenskaber med i avlen er det desuden vigtigt, at moderfiskene udtages, så de repræsenterer hele bestanden mht. alder, opgangstidspunkt mm. Her kan der være nogle praktiske problemer, idet vi er nødt til at opfiske moderfiskene, når de er nemme at få fat i. Dvs. sidst i november/først i december. Strygning finder så sted af de, der er modne midt i december. Meget tidlige og/eller meget sene gydere kommer derfor ikke med i avlen. I dag gyder de imidlertid naturligt i ret store tal, så skaden synes ikke at være stor.

Ifølge DTU Aqua er det ved effektive gydebestande på mindre end 25 individer praktisk talt umuligt at bevare egenskaber, som trods alt findes hos 5 – 10 % af gydebestanden. Først ved 50 individer er der kun lille sandsynlighed for at miste en egenskab, som findes hos 5 % af gydebestanden. Mht. indavl opnås en indavlsrate ved 50 forældrefisk på 1 % pr. generation. Det synes som en acceptabel størrelsesorden.

Gydningen i åen

Efterhånden som den naturlige reproduktion i åen øges, vil arvelige egenskaber herfra naturligvis bidrage til at øge bestandens samlede effektive gydebestand. Da vi i TØS satte os ned og kikkede i bøgerne efter nogle nøgletal for disse forhold, fik vi imidlertid lidt af et chok. Under visse omstændigheder kan det nemlig beregnes, at den naturlige gydning bidrager langt mindre til den effektive gydebestand end vi umiddelbart regnede med. I ekstreme tilfælde kan supplerende udsætninger være direkte skadelige for arvemassen i bestanden, selvom der anvendes lokale fisk.

Det skyldes, at de opdrættede fisk fra klækkeriet, som trods alt stammer fra et begrænset antal moderfisk, ofte kommer til at bidrage med en meget stor del af den næste generations moderfisk pga. den store overlevelse i klækkeriet sammenlignet med naturen. Hvis man forestiller sig en å med meget lille naturlig reproduktion, hvor opfiskede få moderfisk bidrager til størstedelen af næste generation, ja så har vi balladen med en alt for lille effektiv gydebestand. Frem til omkring 1998 var den naturlige reproduktion i Tuse Å faktisk ikke særligt stor. Vi antager, at udsætninger af yngel og ½ års ørreder bidrog med langt over halvdelen af smoltudvandringen i 1980´erne. I løbet af 1990´erne steg andelen af naturlige smolts og efter 2002 stammer alle ca. 6.000 stk. fra naturlig gydning. Dertil kommer i dag så 23.000 stk. mundingsudsatte smolts fra opdræt. Vi får i dag opdrættet vore fisk hos Fyns Laksefisk på Elsesminde ved Odense.

Vi regner med, at der i dag er en opgang på i alt mindst ca. 1000 stk. Heraf stammer ca. 700 stk. fra naturlig produktion (mindst 10 % af natursmolten) og ca. 300 stk. fra mundingsudsætningen bedømt dels ud fra andelen med krøllede finner dels erfaringstal. Man regner med at omkring 1 – 2 % af opdrættede mundingsudsatte smolts vender tilbage til udsætningsstedet. Det passe meget godt med observationer i åen jævnfør /4/.

Og hvor stor er så den effektive gydebestand i Tuse Å? Det er meget svært at svare på. Der deltager erfaringsmæssigt mange små bækørred hanner og enkelte hunner i gydningen, hvilket øger gydebestanden til måske det dobbelte. Omvendt trækker det nedad, at alle gydere næppe får afkom. Vi ved, at der stedvist gydes på umulige steder, hvor der kommer ingen eller få yngel. Andre steder får få gydere rigtig meget yngel. Ifølge DTU Aqua er det almindeligt, at den effektive gydebestand er 1/3 – 1/10 af det faktiske antal individer. Hvis der gyder i alt 2000 fisk i åen, så er den effektive gydebestand altså 200 – 700 stk. Bestandsundersøgelserne viser yngel overalt i i vandløbene, så det antages, at den effektive gydebestand nok er mindst midt i intervallet.

De mundingsudsatte smolts stammer fra et betydeligt mindre antal moderfisk (ca. 50 stk.) og kan derfor betragtes som en pulje af fisk med en betydeligt mindre genetisk variation sammenlignet med natursmolten, som antageligt stammer fra 10 gange så mange. Vi ved ikke i hvilket omfang de mundingsudsatte går helt op på de produktive gydeområder i tilløbene og gyder sammen med naturfiskene. Hvis de gør det, vil det reducere bestandens samlede genetiske variation.

Umiddelbart ser det ud til, at TØS´s arbejde med at opbygge en stabil bestand med en stor genetisk variation og uden indavl er fornuftigt. Da kravet om en effektiv gydebestand er mindst 500 stk. på langt sigt er gydebestandens størrelse dog muligvis i underkanten af det nødvendige.

Retningslinier for avlsarbejdet

Da vi startede avlen for alvor i Tuse sidst i 1980´erne, fandtes der ikke nogen danske retningslinier for opdræt af ørreder med det formål at supplere/genskabe vilde bestande. Derfor formulerede vi selv i 1989 nogle retningslinier, som er fremført i årsskriftet for 1990. Disse er formuleret efter at have gennempløjet en række videnskabelige artikler om emnet, og ikke mindst, at have søgt inspiration hos svenskerne, som var langt foran os på det tidspunkt. Vi bestemte bl.a., at mindst 50 moderfisk skulle afstryges hvert år, herunder en del bækørreder, og at der ikke måtte udvælges bestemte typer (størrelse, gydetyper, tidlige/sene opgængere m.m.). I årene efter, begyndte vi desuden at blande alle æg og dernæst befrugte delportioner med hver sin hanfisk for at sikre så mange forskellige krydsninger som muligt, og på den måde fremme en stor effektiv gydebestand. En del af disse regler blev i 1996 udstukket officielt fra DFU, jf. /1/.

Vore avlsregler ser ud som følger:

Moderfiskene skal fanges i Tuse Å og repræsentere hele bestanden m.h.t. størrelse, opgangstidspunkt m.m. og må ikke udvælges for særlige træk.

Den effektive gydebestand i klækkeriet skal være mindst 50 individer, og der skal indgå både hav- og bækørreder.

Der anvendes så vidt muligt ikke moderfisk, som er opdrættede og stammer fra færre moderfisk (kendes på deformerede finner).

Desuden har vi i fiskerreglerne lagt vægt på en forvaltning af fiskeriet, som skåner typer af ørreder, som er trængte og hvor der formodes at være arvelige træk. Det drejer sig om fredningen af bækørrederne og de meget tidlige opgængere.

I disse år overvejer vi at gå i gang med afstrygning af et større antal fisk for at forsyne hele Isefjorden med smolts fra Tuse Å samt evt. fra Elverdams Å. Det kræver ca. 20 liter rogn eller ca. 40 gode hunner. Bestandene er givetvis store nok til at klare det uden en nedgang i naturlig produktion. Fordelene er, at der derved opnås en stor effektiv bestand af moderfisk, og at strejfende fisk fra mundingsudsætningerne i andre vandløb ikke ”forurener” de to 2 vigtigste bestande i Isefjorden med fremmede egenskaber.

 

 

 

 

Af Peter W. Henriksen

Referencer.:
/1/: Hansen, M. 1996. Grundlaget for fiskeudsætninger i Danmark. DFU rapport nr. 28-96.

/2/: Tave, D. 1993. Genetics for fish hatchery managers. AVI Books, Van Nostrand Reinhold.
/3/ Heine, G. & Rasmussen, G. 1996. Mærkningsforsøg med ørred og regnbueørred i Århus Bugt og Isefjorden. DFU rapport nr. 13-96.

/4/: Henriksen, P. W. 2006. Screening for tidlig havørredopgang i 4 udvalgte sjællandske vandløb. Pilotprojekt 2006. Projekt udført for Dansk Laksefond.