Garnfiskeri

Garnfiskeri

Laksen i Holbækfjorden 1892

Laksen var gennem en lang Aarrække en stadig og kær Gæst, som regelmæssig hvert Eftemar opholdt sig paa Fjorden; imponerede den end ikke yed sin Mængde, var den paa den anden Side heller aldrig helt nsynlig, og man kunde derfor altid paaregne at fange enkelte Stykker i Ruser og Garn. Fiskeriet var sjælden saa stort, at det havde nogen videre Betydning, men de Laks, der fangedes, vare teJ,:llluclig store og af god Kvalitct, og man ~an vel regne, at det aarlige Gennemsnitsudbytte løb op til ca. 300 Kr.
Saa kom Aaret atten hundrede og, ja jeg husker det nu ikke nøjagtigt, men i Firserne var• det da, og med dette Aar tillige Udsigter til et temmelig godt Laksefiskeri, hvorfor der blev sat mer end almindelig Kraft ind paa det. Laksen fiskedes tidligere over hele Fjorden, men det bedste Fiskeri var altid lige oppe i den vestlige Ende, hvor en Aa udmunder, og Vandet af den Grund er mindre saltholdigt} men i dette Aar forsøgtes med Ruser paa hidtil fredede Steder; de sattes ikke alene i selve Aamundingen, hvor ma~ selvfølgeHg havde let ved at spærre hele det smalle Løb,
men langt udenfor Mundingen, hvor Løbet udvider sig til 100 Favne, kunde man se Ranke ved Ranke af Ruser fra den ene Bred til anden, som spærrede hele Passagen. Der blev vel dette Efteraar fanget for 1500-2000 Kr., som fordelt til en halv Snes Fiskere giver et meget pænt Udbytte, men der fiskedes desværre tillige med det Resultat, at man omtrent fuldstændig opfiskede Laksen, i hvert Tilfælde har man siden den Tid næsten ikke set en eneste Laks mere i Fjorden. Men kan et saa sørgeligt Resultat opnaas saa nemt, da maa deraf drages den Lære, at Laksefiskeri i Holbækfjord umuligt lader sig drive efter ubundne Regler. Fredningsbestemmelser af en eller anden Art maa til, saa at Laksen, i hvert Tilfælde delvis, kan passere frit frem og tilbage i Aaen, og Fredningsoestenunelserne Illaa selvfølgelig lige saa godt gælde Grundejere som Fiskere. Dog saalænge. vi ikke have Laks, behøves Bestemmelserne jo ikke, men uvilkaarligt faar man det Indtryk, naar man ser de store velnærede Holbæk-Laks, at Holbækfjorden er et Sted, hvor denne Fisk trives udmærket, og den Tanke ligger da nær: “hvad om der gjordes noget for ad kunstig Vej at fremhjælpe og udvide dette Fiskeri?” Jeg skal gøre opmærksom paa, at da den vestlige Del af Holbækfjord er fredet for alt Vodfiskeri, saa er her jo en dejlig, rolig Plads, hvor Yngelen kan tumle sig l’et af Hjærtens Lyst. Mulig kan her, uden store Udgifter, opelskes et Fiskeri, som kan blive et temm~ig betydeligt Erhverv for Holbækfjordens Fiskere.

Af Niels Olsen, Stadslumle.

Garn ved Tuse Å, 1938.

Den første april var kajakken nymalet og klar og måtte afprøves omgående. Fisker Radmer hjalp mig i vandet og sagde: ”Det blæser meget, vær forsigtig dreng”. Det blæste meget, fra øst, og de lange bølger kom helt ude fra Isefjorden, det var en fryd at surfe ned ad dem, og det varede ikke mange minutter, før jeg så åmundingen. Jeg vidste fra sidste år, at der kunne være garn. De plejede at ligge i en halvcirkel og spærre for indsejlingen men jeg så ingen garn eller pæle, før det var for sent.
På vej ned i en bølgedal stak kajakken stævnen ind i et laksegarn, sprængte nogle masker, så den gled igennem; men der var ikke plads til mig, så jeg blev bastet og bundet til ”skivet”, og den stærke line øverst i garnet strammede om min brystkasse.
Jeg måtte ikke gå med min flotte spejderdolk i skolen, så derfor havde jeg skaffet mig en ganske lille finsk skedekniv, som kunne sidde indvendig i bukselinningen.
Ingen ordentlig dreng kunne leve uden en kniv, det fik jeg set nu.
Jeg havde dårligt fået vejret, før jeg stødte på endnu et garn; men nu stod jeg på fast bund og holdt fast i kajakken, og i land skulle jeg, så endnu en gang, med salig fryd, skar jeg mig ud i friheden og ind i Tuse Å.
Det var som at komme hjem; men det var jævle koldt. Der var ingen hjemme på gården.
Jeg havde absolut ingen lyst til at fiske. Jeg trak kajakken godt op på land og løb hjem til Holbæk.
Jeg tørrede mit tøj på gasværket og smuttede ubemærket ind på mit værelse. Jeg læste lektier da vi skulle spise. Jeg sov godt den nat.
Efterveerne.
Da jeg flød rundt i vandet og skar garn itu, så jeg adskillige store fisk i garnene, de var alle sammen døde. Da jeg to dage derefter hentede min kajak, var garnene endnu ikke røgtede, og de ituskårne garn lå der stadigvæk. Der var også døde fisk.
Da jeg otte dage efter var ved åen for at fiske, fangede jeg to pæne aborrer, som jeg ristede, spiddet på en ahornklods og delte med ”den sure bonde”, der gik efter lugten.
Ham delte jeg også min dårlige samvittighed med, og han sagde: ”Det er så vores hemmelighed, du må aldrig fortælle den til andre”.
Klogt nok; men svært.
Fisker Radmers kommentar: ”Få repareret den ræling dreng, den ligner en laks, der har hængt for længe i garnet”.

Af Gøsta Ahlfors.